NAKKESMERTER

Behandling af nakkesmerter i Viborg

Nakke- og rygsmerter er den hyppigste årsag til sygemeldinger i Danmark. Hos Viborg Osteopati & Fysioterapi er vi specialister i undersøgelse, diagnosticering og behandling af nakkesmerter.

Det anslås at mellem 30-50 % af den voksne befolkning er plaget af nakkesmerter årligt. Smerterne opstår i mange tilfælde akut, men kan også udvikle sig over en længere periode og blive til en kronisk smertetilstand. Der findes mange årsager til at nakken gør ondt og her på siden kan du læse lidt om de mekanismer der ligger bag en smertetilstand.

Nakken er designet til bevægelse. Det er derfor vigtigt at alle nakkens led, muskler, nerver og bindevæv er bevægelige og afspændte, så man sikrer at blodet, nerver og lymfevæv frit kan løbe igennem de områder de forsyner. Ligesom med alle andre strukturer i kroppen kan nakken miste sin funktion/bevægelse og dermed påvirke de systemer (blod, nerve, lymfe) som er med til at skabe optimale betingelser i vævet. Hvis disse systemer ikke bliver vedligeholdt eller mister deres funktion vil konsekvensen bl.a. være:

  • Nakkestivhed
  • Hovedpine/migræne
  • Kæbesmerter
  • Muskelspændinger (Myoser)
  • Smerter bag øjnene
  • Smerter i halsen
  • Smerter i skuldre og arme
  • Udstrålende smerter i skulder og arme
  • Muskelømhed i brystet og ned mellem skulderbladene
 

Nakken sidder i forlængelse af kraniet og er forbundet med mange fine sanseorganer (proprioceptorer) og nerveforbindelser som hele tiden monitorer vores bevægelse og stillingssans. Disse sanseorganer kan blive påvirket enten ved akut traume (eks. piskesmæld), eller ved længerevarende statisk belastning (stilsiddende arbejde). Derudover løber mange af vores kranienerver gennem nakken og halsens strukturer og forsyner bl.a. mave/tarmsystemet, skuldre/arme og åndedrætsmuskulaturen. Problemer i nakken kan derfor udløse smerter og ubehag mange andre steder i kroppen pga. deres store bindevævsmæssige- og nervevævsmæssige tilknytning. Ligeledes vil dysfunktion i eks. leveren, mavesækken kunne udløse diffuse smerter omkring nakken/skulderen grundet den fælles forbindelse i nervesystemet. Dette kalder vi for en Viscerosomatisk refleks.

Af andre årsager til nakkesmerter kan bl.a. nævnes:

  • Muskelspændinger (Myoser)
  • Stress/Angst
  • Diskusprolaps
  • Hold i nakken (facetledssyndrom)
  • Piskesmæld
  • Slidgigt
  • Stenose
  • Fibromyalgi
  • Div. Bindevævssygdomme
 
Muskelspændinger

Den hyppigste årsag til smerter i nakken er muskelspændinger også kaldt myoser. Dette skyldes i mange tilfælde dårlig arbejdsstilling, eller for meget stilsiddende arbejde. Smerten udvikler sig som regel gradvist i løbet af dagen i takt med at mængden af stilsiddende arbejde stiger. Grunden til at smerten kommer skal findes i den nedsatte blodforsyning som opstår ved manglede bevægelse. Der er simpelthen ikke nok flow igennem muskelstrukturerne og derfor vil der opstå afklemning af kredsløb- og nervesystem.

Her vil bevægelse og specifikke træningsøvelser have en god effekt, da det vil øge vævets tolerancegrænse og generelt optimere bold- og nerveforsyning.

Behandling af muskelspændinger vil ligeledes have en gavnlig effekt, da man vil kunne skabe balance i muskelspændingsforholdet vha. bl.a. mobiliseringer og massage.

 

Diskusprolaps i nakken

Omkring 20 % af alle voksne har en diskusprolaps i nakken. De fleste har dog ingen symptomer, trods forandringerne kan påvises på MR-scanning.

Dem der får symptomer vil ofte opleve smerter i nakken, nakkestivhed, udstrålende symptomer i skulder/arm, nedsat følesans og kraftnedsættelse. En diskusprolaps i nakken kan derfor være en yderst smertefuld tilstand, som ofte tager lang tid at behandle. Generelt er det ikke farligt at have en prolaps, men det vil i sjældne tilfælde være nødvendigt at opererer. Det anslås at ca. 600 personer årligt bliver får udført et operativt indgreb. Smerterne opstår typisk over længere tid og er sjældent akut udløst. Grunden til at en diskusprolaps giver smerter er at der opstår et tryk på nerveroden som forsyner strukturerne ud i armen. Dette vil udløse en betændelsestilstand omkring nerveroden og fører til smerte og i mange tilfælde føleforstyrrelser og nedsat bevægelighed. Er prolapsen stor, vil man desuden typisk opleve kraftnedsættelse.

Behandling af diskusprolaps i nakken vil bl.a. bestå af at genskabe den nedsatte bevægelighed, så blod- og nerveforsyning får bedre betingelser.

 

Hold i nakken

De fleste har sikkert prøvet at have et hold i nakken eller følt at nakken har låst sig fast. I fagsprog bliver dette kaldt et facetledssyndrom. Et Facetled er en ledforbindelse i mellem to knoglesegmenter i rygsøjlen. Disse led er designet til bevægelse og bestemmer hvilken retning man kan dreje hovedet. Hvis der kommer ubalance i de små muskelstrukturer der hæfter omkring disse facetled, ved f.eks. et slag i hovedet, man kunne opleve at nakken fikseres i en bestemt position. Her vil man typisk opleve at nakken ikke kan bevæge sig i én eller flere retninger. Der vil desuden være muskulære spændinger, som forværres hvis problemet får lov til at udvikle sig. Tilstanden opstår typisk akut, ved et fald, et slag, eller en hurtig bevægelse.

Behandling af hold i nakken vil bestå af at skabe balance i muskelspændingsforholdet og optimerer blodforsyningen i området. Dette kan løses ved vejledning i øvelser, samt mobiliserende behandling.

Effektive øvelser til nakke- og skulderspændiger

Hvad har du på hjertet?

Har du et spørgsmål du brænder inde med, er du mere end velkommen til at sende os en besked her. Så svarer vi hurtigst muligt.